Skrevet den 4. september 2025
Demokratiambassadører i KBH+ skal få flere unge til bruge deres nøgle i demokratiet og stemme til kommunalvalget 2025.
Unge fra 18+Klubben og KBH+ sætter de kommende måneder spot på alt det i hverdagen, som hænger sammen med de beslutninger, der bliver taget på rådhuset og af dem, der bliver valgt ved et kommunalvalg.
Det sker med en række aktiviteter i forbindelse med årets kommunalvalg. Aktiviteterne sætter spot på, at i demokratiet er vi alle en vigtig brik.
De unge demokratiambassadører finder nøglerne til, hvorfor det netop er fedt at være med i demokratiet, og de laver events og en demokrati-biograf. Vigtigst af alt skaber de fællesskab rundt om valgdagen.
Det er nogle af de tiltag, som KBH+ sætter gang i fra september til november for at finde nøglerne, der åbner dørene til, at alle unge deltager i årets kommunalvalg – og i demokratiet generelt.
For mange unge stemmer og deltager ikke, når lokale politikere skal vælges til pladserne på rådhuset. Særligt unge med minoritetsetnisk baggrund oplever ikke, at demokratiet (endnu) er noget for dem, og sætter derfor ikke strøm til deres indflydelse ved at stemme, ifølge en rapport fra Tænketanken Mandag Morgen.
Derfor vil KBH+ med en bevilling fra Trygfonden gøre en indsats for, at unge der (endnu) ikke har engageret sig i de mange områder, hvor kommunen spiller en stor rolle netop for rammerne for deres liv, opnår bedre muligheder for at engagere sig.
”Unge oplever ikke altid, at dem med magten tager dem helt alvorligt eller lytter til dem, og det kan vi alle gøre noget ved, især os der sidder med noget magt, så alle får muligheden for at se og opleve, at deres stemme betyder noget. Demokratiet er noget helt særligt for os alle, og når vi bliver hørt og set, så føler vi os forbundet med hinanden, og det samfund vi er en del af, også selvom vi ikke altid er enige med hinanden, ” siger Stine Hamburger, direktør i KBH+.
Unge viser vejen med formidling og events
Foreløbigt skal tre unge fra 18+Klubben – alle med minoritetsbaggrund – være demokrati-ambassadører. De vil bl.a. producere små film til andre unge om, hvorfor deltagelse i demokratiet er vigtigt, holde taler og deltage i forskellige events – heriblandt Ungdommens Folkemøde.
Derudover lægger KBH+ hus til en række oplæg om demokrati, fællesspisninger, filmvisninger og besøg fra ”demokratigæster” samt et Lyttermøde med kandidater fra politiske partier.
KBH+ er et kultur- og ungehus i København for forskellige ungemålgrupper mellem 14-30 år og en af fem sociale indsatser under AskovFonden.
KBH+ tror på, at alle unge har et potentiale, og at muligheden for at skabe noget sammen kan være vejen til at se nye muligheder i livet, til gavn for dem selv og og samfundet.
Vil du videre mere? Så kontakt Stine Hamburger, direktør i KBH+
28 88 84 26 / stine.hamburger@askovfonden.dk