NATUR+ Urban gardening
Kom og vær med til en eftermiddag i naturens tegn, når vi i KBH+ inviterer til NATUR+ tirsdag den 30/5 fra kl. 13-17, denne gang er fokus URBAN GARDENING.
Vi skal skabe vores egen hyggelige lille byhave midt imellem al graffitien. Denne gang skal vi følge op på de små planter og hjælpe dem godt på vej i livet. Måske er det tid til at plante noget nyt? Måske kan vi allerede høste de første lækkerier og smage på vores høst. Ellers skal vi udvide haven på alternative måder langs hegnet, podiet og elevatoren. Du kan være med til at bestemme præcis hvad vi skal dyrke i haven, hvad end du er til tomater, agurker, krydderurter, majs eller noget helt andet, så er der plads til det her.
Workshoppen er åben for alle unge under 30 år, men er især for dig der ikke er i job eller uddannelse og har lyst til at lave noget praktisk sammen med andre unge i et trygt rum. Underviseren hedder Maria og hun vil foråret igennem have fokus på naturen i KBH+, og på hvordan den kan bruges terapeutisk og være med til at skabe bedre mental sundhed. Dét at arbejde med planter, kigge på noget grønt og få frisk luft, skaber nemlig helt naturligt ro i nervesystemet og gør én glad, det giver overskud og ikke mindst lækkert grønt man kan spise. Og så er fremtiden selvfølgelig grøn! Måske er NATUR+ startskuddet til din vej ind i grønne jobs, uddannelser eller bare på hobbyplan. Maria har bred viden inden for grønne projekter og hun kan vise dig forskellige muligheder, som matcher dine interesser.
Du behøver ikke tilmelde dig, bare duk op! Men husk praktisk tøj og sko, som gerne må blive beskidt.
Vi glæder os til at plante med dig!