KBH+ er et unge- og kulturhus med en åben dør for unge. Vi driver en kriminalitetsforebyggende klub for unge mellem 18-25 år, en ungdomsklub for 14-17-årige og et projektakademi for unge under 30.
Vores hus på 2000 m2 er rammen for fællesskaber og alt fra dansehold, filmvisninger og fællesspisning til lektiehjælp, fritidsjobs og forskellige projekter.
Vi tror på, at det at skabe noget sammen er vejen til at opdage nye muligheder, og gennem udviklende relationer styrker vi unges livsmestring.
KBH+ ligger i et farverigt kulturmiljø på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Med 2000 m2 har vi lokaler til både kreacafé, yoga, dans, musikstudie, styrketræning, en ’blackbox’ til teater og meget mere.
Omkring 250 unge mellem 14-30 år deltager hver uge i aktiviteter hos KBH+.
I samarbejde med BikubenFonden har KBH+ udviklet Kollegiemodellen – en innovativ støttemodel for unge med hjemløseproblematikker, som bor på kollegie sammen med studerende.
Som en del af samarbejdet leverer medarbejdere fra KBH+ en socialpædagogisk indsats med social støtte til unge på Bikuben Kollegiet i København. Læs mere om Kollegiemodellen her.
KBH+ er finansieret af driftsmidler fra Københavns Kommune og samarbejder med følgende fire forvaltninger: Teknik og miljø-, Beskæftigelses og integrations-, Børn og unge- og Socialforvaltningen.
KBH+ er derudover finansieret af midler fra Bikubenfonden, Tuborgfondet, Trygfonden og en række mindre fonde og puljer.
KBH+ har eksisteret siden 2012 og er en del af AskovFonden – en nonprofit organisation, der udvikler sociale løsninger for mennesker i udsathed eller sårbarhed.
AskovFonden har eksisteret siden 1943 og består i dag af fem afdelinger, der i alt tilbyder hjælp og støtte til flere end 2000 mennesker hvert år.