Socialtilsyn giver topkarakter til klubtilbud for unge over 18 år

18+Klubben leverer stærke fællesskaber, høj faglighed og dokumenterede resultater for unge i udsatte positioner, ifølge Socialtilsynet.

Systematisk arbejde med sociale færdigheder, forpligtende fællesskaber og trygge rammer. Det er noget af det, der gør 18+Klubben i KBH+ til et meningsfuld alternativ i hverdagen for unge i udsatte positioner.

Klubben er et anonymt og kriminalitetsforebyggende tilbud for unge mellem 18-25 år i KBH+ og bliver hvert andet år vurderet ved et socialtilsyn på vegne af Københavns Kommune.

Tilsynene bedømmer kvaliteten af tilbuddene ud fra fem forskellige temaer. I den nye tilsynsrapport fra Socialtilsynet Hovedstaden har 18+Klubben modtaget den højest mulige vurdering.

Relationer, der gør en forskel

I rapporten fremhæver Socialtilsynet særligt klubbens arbejde med at styrke unges sociale kompetencer, selvstændighed og tilknytning til uddannelse, beskæftigelse og positive fællesskaber.

”Vi er virkelig stolte af resultatet. Jeg er især stolt af medarbejderne i lubben og den store indsats, engagement og omsorg, de lægger i arbejdet hver eneste dag. Det her er i høj grad deres fortjeneste, at klubben er et fedt sted at være for de unge,” siger Safih Butt, daglig leder i 18+ Klubben.

Tilsynet peger blandt andet på, at de unge mødes med anerkendelse, ansvar og tydelige rammer, som understøtter deres trivsel og udvikling.

Samtidig fremhæves indsatsens stærke relationsarbejde, brede fællesskabsorienterede aktiviteter og medarbejdernes evne til at skabe trygge miljøer for unge i risiko for kriminalitet og banderelationer.

Vil du vide mere?
Kontakt Annika Svensson, konstitueret leder i KBH+, på asv@askovfonden.dk eller tlf. 22882640

LÆS TILSYNSRAPPORTEN 2026 HER